TIL UDDANNELSESLÆGER

Vi har haft uddannelseslæger i mange år.

Sædvanligvis modtager vi et kort besøg forud for ansættelsesstart.

  • De første dage vises man rundt i huset og introduceres til alle.
  • Man sidder og nørkler med EDB systemet og får undervisning i dette. Dernæst følger man henholdsvis sygeplejersker og læger nogle dage, førend man selv begynder at tage patienter ind fra den åbne kø på lige fod med sygeplejerskerne.

Man bestemmer selv i hvilket tempo. I og med at der hele tiden er læge til rådighed på gangen er der hele tiden mulighed for råd og supervision således at læringen klares løbende.

Der er naturligvis også tid til mere intens drøftelse af patienter bagefter uden patientens tilstedeværelse. Alle læger deltager i undervisningen; men Anne Weesgaard og Jørgen Højrup er uddannelsesansvarlige og står for introduktions-, justerings- og evaluerings-samtaler.
Uddannelseslægen bliver hentet ved særligt interessante cases og har selv mulighed for at følge op på egne patienter ved at give disse kontroltider efterfølgende. Desuden udfyldes checkliste således at man sikrer at uddannelseslægen lærer det man skal. Undervisningen klares således løbende.


Der vil også blive undervist i samarbejdet med alle de eksterne samarbejdspartnere (blanketter, attester, korrespondancer).

Vi ser gerne at uddannelseslægen selv tager initiativ til mere uddybende undervisning, på områder hvor denne selv måtte føle behovet.
Vi holder regelmæssigt specielle undervisningsseancer for personalet og hinanden. Indimellem har vi også besøg af
undervisere udefra. Uddannelseslægen forventes at deltage. Man opfordres også til at deltage i personalemøder.

Vore uddannelseslæger har også ofte haft stor fornøjelse af hel- eller halvdages besøg på apoteket eller hos de lokale speciallæger (f.eks. hudlæge eller ørelæge) og det arrangerer vi gerne. Flere har også besøgt det lokale Gigt- og rygcenter i Skagen.
Lægehusets læger deltager i lægevagtsordningen. Uddannelseslægen kommer med på en eller flere vagter og afspadserer naturligvis timerne.

Vi er fleksible hvad angår arbejdstider afhængig af bopæl, transport eller andre forhold.

Vi kan kontaktes på: Telefon 98 44 13 96
Eller på e-mail: hojrup@dadlnet.dk
Lægerne Skovbrynet, Skovbrynet 1, 9990 Skagen